OVERTRÆK OG SLIP

Luksusfælden er omsider tilbage! Savnet har været til at føle på, for her er i sandhed tale om et program, der står mit hjerte nær. Det skyldes ikke alene programmets høje underholdningsværdi, men i lige så høj grad fordi det vækker minder om min fortid som full blown ødeland.

Fra jeg var 20 år og (næsten) frem til 30 var jeg nemlig gjort af det stof som Luksusfælden er lavet af. Yes, yours truly udlevede dengang en tilværelse med bunker af uåbnede rudekuverter, strøm der jævnligt blev kappet af Frederiksberg Elforsyning, massive kontoovertræk, tvivlsomme forbrugslån, inkassobreve fra go’e gamle Intrum Justitia og andre lækkerier jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at bringe op her.

Siden er skuden lykkeligvis vendt, men min dengang konstante bekymring over en hendøende økonomi, de tilbagevendende besøg hos mine forældre med hatten i hånden, deres pinsomme formaninger om ’tæring efter næring’ og mine gentagende, men sjældent indfriede, løfter om bod og bedring, er for evigt brændt ind i bevidstheden.

Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan more mig, når jeg i dag ser Luksusfælden. Nu har jeg jo mit på det tørre. Og kan bekræfte mig selv i, at jeg ikke længere er ude at skide. Det er jo det fine som reality kan.

Det jeg særligt godt kan lide ved programmet – som kører på svimlende 22. sæson – er, at det synes at blive mere ekstremt for hvert år. Således har TV3 gennem årene finpudset konceptet og opgraderet med bl.a. tvangsauktioner, forliste forhold, ludomani, bedrageri, pyramidespil og truende adfærd. Om TV3 på et senere tidspunkt kunne finde på at smide f.eks. noget kidnapning og mordforsøg ind, må tiden vise.

I denne sæsons første afsnit møder vi Martin og Mette fra Randers. Deres økonomiske situation er ganske kompleks, men kan i korte træk nok allerbedst beskrives som……fucked.

Sammen har de en gæld på lidt over en million kroner fordelt på 47 lån. Til gengæld har de ikke noget af værdi. Det de har, er en masse ting på afbetaling: en scooter, et tv, playstation, mobiltelefoner, en hund?! og fucking håndklæder!! En hund på afbetaling er sindssygt nok, men håndklæder? Det anede jeg ikke man kunne. Medmindre de er spundet af kinesiske silkeorme, så er man seriøst på røven.

Det mere komplekse element består i, at der ved Martins mellemkomst, er kommet lidt identitetstyveri og dokumentfalsk ind over den daglige økonomi og derved forstyrret regnskabet en smule. Mere konkret har han, uden Mettes viden, men med hendes NemID i hånden, optaget 29 kviklån til en værdi af 153.000 kr. i hendes navn. Da Martin nemlig for længst er røget i RKI efter at have støvsuget nettet for alt, hvad der kan kravle og gå af suspekte lån, har han måttet ty til Mettes i forvejen beskedne rest af kreditværdighed. Det har naturligvis medført, at hun efter et kort stykke tid også er endt i RKI.

Så er det blevet tid til regnskabstavlen. En institution i sig selv i Luksusfælden. Her skitseres det, hvordan deltagerne bruger deres penge i løbet af en helt almindelig måned fordelt på en række økonomiske poster.

De to eksperter, Carsten Linnemann og Kenneth Hansen, er rasende. – Hvad fanden foregår der her?! råber Kenneth. – Har du ingen skam i livet? råber Carsten til Martin – Det har jeg, fremstammer han. – Ja, så er det da noget du lige har fået inden for de sidste 5 minutter! Er du klar over, at det du har gjort er strafbart? Identitetstyveri. Dokumentfalsk. Du kan ryge i fængsel på det der. Det kræver bare en politianmeldelse fra Mette! – Nå, skal vi se hvad I bruger på husleje om måneden.

De første poster på regnskabstavlen ligner umiddelbart ikke noget, der stikker helt af. Der er godt nok noget med nogle manglende betalinger til deres barns vuggestue, men det skyldes, at parret har flyttet nogle midler over i den post, der hedder slik, chip, haps dog og cola, som de bruger 2.000 kr. på om måneden.

Men så kommer den sidste post på regnskabstavlen, nemlig ’misligeholdt gæld’. Hver måned afdrager Martin og Mette 3.800 kr. på deres milliongæld. Det er ikke helt nok. I stedet skulle der nemlig have ligget 22.500 kr. og således er gælden misligholdt med 18.700 kr. om måneden. Det er ganske imponerende tal.

– I skal sælge alt. Inklusive hunden, lyder beskeden fra eksperterne. – Og Mette, fra nu af er du kassemester. Det er Mette ikke så meget for, da hun fortæller, at hun ikke er god til tal. Det skal hun dog ikke være bekymret over, beroliger eksperterne hende med, for tallene er ikke særlige store. Det de har at leve for den næste stykke tid, er nemlig tæt på jack shit.

En måned senere har parret klaret det ok. De har overholdt budgettet og har solgt stort set alt, hvad der var sjovt i hjemmet. Da de samtidig begge to er i RKI kan de nu se frem til en tilværelse a la Ko-Jens i ’Før frosten’.

Efter de to eksperter har forhandlet med kreditorerne, så er meldingen, at der stadig vil være en misligeholdt gæld på 9.000 kr. i det fremtidige budget, og at de på nuværende tidspunkt aldrig vil blive gældfri. Hvis Mette får et job, kan de dog være gældfri efter 12 ½ år. – Det er jo lige om lidt, udbryder hun.

Nej, det er ikke.

Så er det omsider blevet tid til ’gaven’ – et andet fast indslag i Luksusfælden. Det er en gave som eksperterne har til (de artige) deltagere i slutning af programmet. Den har som regel en værdi af 7.000-12.000 kr. Efter 22 sæsoner kender deltagerne udmærket gave-delen på forhånd, og mens Martin nok havde håbet, at eksperterne havde en scooter til ham, så får de i stedet et klippekort med 10 klip til en parterapeut. De strafbare forhold som Martin har sneget ind i deres hverdag har nemlig lagt en lille dæmper på romantikken.

Jeg elsker som sagt Luksusfælden. Skræller man TV3’s vante ydmygelses-lag væk, tjener programmet en ganske vigtig samfundsfunktion. Ikke nok med at flere af deltagerne får styr på deres økonomi og får deres gæld betragtelig reduceret, så kan seerne hjemme i stuerne lære lidt om basic økonomi og det at drive en nogenlunde fornuftig husholdning. Det kommer jo i sidste ende os alle til gode.

Selv, ved jeg f.eks. nu, at et lån med en årlig omkostningsprocent på 700 ikke altid er det bedste lån.

Luksusfælden sendes hver tirsdag kl. 20.00 på TV3

MARERIDT AT FIRST SIGHT

Det føles lige smertefuldt hvert år, når sidste afsnit af ‘Gift ved første blik’ er sendt på DR1. Her er nemlig et reality-program, der som få, formår at samle et bredt udsnit af den danske befolkning og som i de ca. to måneder, hvor programmet kører er genstand for seriøs diskussion ved frokostbordene på mange arbejdspladser. Det er samtidig en af de få tider på året, hvor jeg ikke snakker for døve øre, når det gælder denne vidunderlige genre.

En vis lindring indtræder derfor, når reality-sværvægteren DR3 nogle måneder senere så åbner op for ‘Gift ved første blik – USA’. Det ses måske ikke af nær så mange, men det har så sandelig sin berettigelse. For hvis den danske udgave er reality-genrens svar på heroin, så er den amerikanske udgave metadon.

I år kan danskerne så fornøje sig med femte sæson af ‘Married at first sight’, som man siger over there, mens man på den anden side af Atlanten allerede er godt i gang med den niende. Femte sæson blev sendt i USA tilbage i 2016, og DR3, kan man således godt sige, er en smule bagud. Da jeg imidlertid sværger til god gammeldags flow-tv, så forbliver jeg uanset tempo loyal overfor det mit fædreland vælger at sende i fjernsynet og afstår derfor fra at ty til simpel og tarvelig streaming.

Men lad os se på denne femte sæson så. Konceptet er naturligvis nøjagtig det samme som herhjemme, men herudover er der tale om en noget anden oplevelse. Man kan fx begynde med en af de helt åbenlyse forskelle – nemlig antallet af afsnit. I sidste sæson af den danske udgave af ‘Gift ved første blik’ spiste DR seerne af med sølle 8 afsnit. Amerikanerne kan til sammenligning mæske sig i hele 19 afsnit og programmet kører således nærmest langt ind i foråret.

Retfærdigvis skal det siges, at det også kan blive for meget. For der er rigtig meget amerikansk ælv og kævl og følelseslort i de første par afsnit, hvor eksperterne, der selvfølgelig alle hedder noget med ‘doktor’, selvom flere af dem næppe har været i nærheden af et universitet, udvælger parrene. Og så deltagerne. For helvede, mand. Der er ikke grænser for, hvor solide familie-mennesker de er, hvor meget de elsker børn, hvor meget børn elsker dem, hvor skidegodt deres karriere kører lige nu, og hvordan deres afdøde bedsteforældre bare havde verdens bedste ægteskab. – …. and my grandparents were so much in love and never had a fight. They will be at my wedding in spirit. Oh, I’m sorry, I cannot….[sob sob]. Hold nu kæft, for helvede.

Programmet går derfor først for alvor i gang her i tredje afsnit, hvor Cody og Danielle, Anthony og Ashley og Nate og Sheila er blevet parret og står foran præsten. Alle siger ja til stor lettelse og jubel, og så er der taget hul på eksperimentets 8 uger.

På nuværende tidspunkt er Nate og Sheila – et afroamerikansk par – de mest interessante. Begge har præsenteret sig som meget kristne og hyppige kirkegængere. Med det i mente kan særligt 25-årige Nate fremstå en smule sammensat – hvis man skal sige det på en pæn måde. Nate går i kirke hver uge, beder før hvert måltid og har fortalt at Gud kommer før alt andet. Ude i byen kalder sig han imidlertid ’Daddy do’ og er ifølge sine venner en hardcore player, når det kommer til damer. – Jeg smelter dem med mit blik og min charme, afslører han til kameraet og ligner en der er lysår fra at binde sig til noget som helst, mindst af alt et ægteskab.

De kristne værdier kommer særlig tydeligt til udtryk på hans polterabend, hvor Nate bader sig sprut, praler med alle sine erobringer og senere begraver sit ansigt i brysterne på den stripper som vennerne har hyret. – Daddy do!!! udbryder Nate undervejs. Jep, man kan nemt forestille sig Sheila og Nate fejre krondiamantbryllup i 2084.

Dagen efter, lettere ramt af tømmermænd, er Nate klar til at møde Sheila. Da han ser hende første gang er han umiddelbart meget tilfreds. – Hun er smuk, udbryder han og man aner et vist håb alligevel. Efter ja’et er det blevet tid til ægteskabsløftet og her imponerer Nate virkeligt: – Jeg havde skrevet et langt ægteskabsløfte, men da jeg så dig var mine ord ikke længere fyldestgørende. Så her kommer i stedet en tale direkte fra mit hjerte. Bull…fucking…shit. Manden har ikke skrevet en skid, men har i stedet brugt aftenen før på at fyre tequila shots i gabet og slikke salt af diverse stripperes brystvorter. I stedet freestyler han en gang kvalmende hjerte/smerte-crap, der selvfølgelig får tårerne frem hos hende. Han er one slick motherfucker.

Så er det tid til bryllupsfest. Og her kan man roligt sige at Nates far med sin sidevendte kasket, heftige alkoholpromille og et tilsyneladende konstant behov for trash talk, meget hurtigt bliver aftenens hovedperson. Af en eller anden årsag har han nemlig set sig sur på brudens far. Under middagen må Sheilas far således lægge øre til et bizart potpourri af usammenhængende tale og grundløse beskyldninger om det ene og det andet, mens resten af selskabet sidder måbende tilbage. Bevares, Sheilas far er også ret stor i slaget og fyrer ligeledes en del lort af, men Nates far er på et helt, helt andet niveau. Et niveau, som leder tankerne hen på reality-programmet ’My Big Fat Gypsy Wedding’, hvor blodige knytnæver, knive og trusler er en fast del af enhver respektabel bryllupsreception.

Det hele ender heldigvis i fred og fordragelighed – selvom et slagsmål nu også havde været underholdende – og nu skal Nate og Sheila så i seng. Her afslører Daddy do til kameraet, at han satser på, at hans charme allerede har smeltet trusserne af bruden, og at der således vanker lidt sugar på hotelværelset. Sheila derimod er lidt mere svævende i sin vurdering af det scenarie.

I de næste 16 afsnit glæder jeg mig til at se mere til de to øvrige par. De virker meget fredelige, men amerikansk reality er generelt kendt for stor dramatik, store følelsesudbrud og vanvittig hård klipning. I USA er alle deltagere potentielle små bomber. Utroskab, bedrag, polititilhold, fængsel osv. er derfor slet ikke udelukket de næste par måneder.

Gift ved første blik – USA sendes tirsdage kl. 20.00 på DR3

KNALD ELLER KONFLIKT

En ny reality-sæson er skudt i gang på flere danske kanaler, og DR3 er selvfølgelig ingen undtagelse i den sammenhæng. I den første måned af 2019 har kanalen bl.a. åbnet op for to udenlandske programmer, nemlig femte sæson af den amerikanske udgave af ’Gift ved første blik’ og det britiske program ’Dårlige vaner – fromme piger’, hvor man følger fem sindssyge tøser, der skal genopdrages af nonner. Herudover er første afsnit af det danskproducerede program ’Mit hemmelige match’ også løbet over skærmen, og er samtidig genstand for årets første indlæg på bloggen.

I ’Mit hemmelige match’ følger man ti unge mellem 20 og 25 år, som flytter ind i et ganske nydeligt hus uden at kende hinanden på forhånd. Reality-historisk er det en opskrift, der kan dateres helt tilbage til antikken, og konceptet står således på skuldrene af adskillige tidligere mere eller mindre vellykkede programmer.

Twistet er imidlertid her, at nogle adfærdseksperter på baggrund af en lang række oplysninger om de enkelte deltagere allerede har vurderet hvem af beboerne der i løbet af tiden i huset vil blive kærester, venner eller fjender. Således kan programmet betragtes som en slags efterfølger til kærlighedseksperimentet ’Koden til kærlighed’ fra sidste år. Her havde nogle andre DR3-eksperter sat sig for at udvikle en kærlighedsalgoritme, der hvis alt gik vel, skulle forene fire unge par i en sand forelskelsesrus i løbet af en måned.

Eksperimentet endte som en eklatant fiasko. Ét par holdt mindre end 24 timer, et andet under en uge, mens de to øvrige par kunne svinge sig op til et tvivlsomt venskab i slutningen af måneden.

Nu forsøger DR3 sig som sagt igen, men har denne gang smart nok spredt risikoen for udeblivende succes på forskellige spåede relationer mellem beboerne; nemlig kærester, venner eller fjender. Når alt kommer til alt er det i virkeligheden nok også nemmere at forudse venskab og konflikt end forelskelse, så mon ikke eksperterne i det her program har en større chance for delvis jackpot.

Marianne på 24 år er den første, der ankommer til huset. Hun præsenterer sig selv som meget åben, hvilket hun forventer alle øvrige beboere også er. Heldigvis viser det sig hurtigt, at alle anser sig selv for netop dét. Det er naturligvis ret usandsynligt, men det lyder skidegodt.

Snart er alle ti ankommet og for flere er det nu blevet tid til at dele deres første indtryk af de andre til kameraet. Her bidrager DR3 meget fint med en hjælpetekst på skærmen, så seerne kan forstå, hvad det er der sker. Det korte budskab i teksten er, at vi mennesker har en tendens til hurtigt at danne os en mening om hinanden baseret på meget overfladiske indtryk, da vi har brug for at skabe mening og orden i en ellers kaotisk verden. No fucking shit.

I den disciplin lægger særligt Oliver på 23 år hårdt ud. Selv læser han HF og spiller volleyball på eliteplan. – Jeg vil gerne udspille mig som en der er semi-intelligent, afslører han, hvilket man godt kan regne med betyder, at han nok betragter sig selv som pænt intelligent. Omvendt får man fornemmelsen af, at han ikke tillægger sin medbeboer Rebecca på 20 år helt samme egenskaber. Til kameraet fortæller han i hvert fald, at Rebecca ligner en, der går op i reality-tv, mens han selv er mere til dokumentarfilm og tilføjer: – Hun interesserer sig nok også mere for mode, mens jeg interesserer mig for politiske ideologier i verdenssituationer. Mekanikeren Marc på 24 år skal heller ikke føle sig snydt for Olivers grundige personkarakteristikker: – Han minder mest af alt om en AK81’er med alle  tatoveringerne og det sidebarberede hoved.

Efter værelsesfordelingen m.m. står den på tour de chambre og druk. Her har klipperne valgt TV3-modellen ved at holde et stramt fokus på Rebecca og Sebastian, som i løbet af aftenen har kastet sig ud i en hastigt udviklende flirt, stærkt sekunderet af tequila-shots en masse. Sebastian er ligesom Rebecca 20 år og læser på RUC – noget han i øvrigt har forklaret til de andre sådan her: – Jeg læser på RUC. Det er Roskilde Universitet basically.

Ja, det er det.

Anyway, Rebecca og Sebastians flirt synes kun at føre et sted hen denne første aften, nemlig op til hendes værelse. Her proklamerer Rebecca, at hun er vild med drenge og generelt bliver meget kærlig over for dem, når hun får noget at drikke. Det kommer Sebastian til at mærke, da hun på værelset forklarer ham, at hun ikke skal sove.

Konceptet er som tidligere nævnt ikke synderligt nyt, men underholdningsmæssigt virker det lovende. Det bliver også i de kommende uger spændende at se, hvor meget DR3 går TV3-planken ud i forhold til at kompromittere saglig og anstændig klipning af materialet.

’Mit hemmelige match’ sendes onsdage på DR3 kl. 21.30