DR3 kan bare et eller andet, når det gælder reality. Af samme årsag er jeg voldsomt bekymret for hvad der sker med det hele, når kanalen går i sort på TV’et i år 2020 og herefter kun kan streames online. Det bliver bare ikke det samme. Lortet skal fandme komme i mit TV på den gammeldags måde. Og på det tidspunkt, der står i avisens programoversigt.
Anyway DR3’s nye program ‘Jomfruernes klub’ er ingen undtagelse, når det gælder kanalens evne til at producere det man kan kalde ‘tabu-tv’. Her følger man i 6 afsnit 4 unge mænd i alderen 21-27 år, der aldrig har knaldet, men rigtig gerne vil. ‘Klubben’ åbner dermed op for et af de virkelig hardcore ungdomstraumer – nemlig frygten for aldrig at miste sin mødom og ende som en seksuelt frustreret særling, hvis tætteste romantiske oplevelse bliver at rive den af mens man ser Pamela Anderson guffe løs på Tommy Lee i dårlig optaget hjemmevideo.
Der er måske nok kommet noget nyere på videomarkedet siden.
Frygten skal man ikke desto mindre tage særdeles seriøst og jeg har som følge heraf været ret splittet i forhold til om jeg overhovedet skulle skrive om det her program. For det er 4 umiddelbart fucking søde og vanvittigt modige fyre, der kun fortjener alt det bedste – som Søpavillionen aka ‘Klamydia-slottet’ kan levere på en god lørdag aften. Pjat. Når jeg alligevel besluttede mig for at skrive om programmet er det fordi jeg meget nemt kan genkende mig selv her. Jeg var nemlig også såkaldt late bloomer; nørdet, introvert, halv-isoleret, jomfru og indehaver af en solid samling VHS-porno under sengen. Som 19-årig havde jeg stadig ikke kysset en pige.
Nok om mig.
I programmet er det meningen, at de 4 jomfruer skal møde hinanden en gang om ugen i en slags støttegruppe. Første gang er hjemme hos Kasper på 25, som skiller sig en smule ud fra de andre. Hans ‘problem’ er nemlig, at han vist nok kun er til fyre, men hellere vil være til piger. For han vil bare gerne ‘passe ind’. Til gruppen forklarer han, at han er i tvivl om sin seksualitet og hvem han overhovedet skal være sammen med. – Det har bare været sådan mange gange at der ikke har været nogen interesse fra min side. Jeg kan godt kysse dem, men det har bare været for at gøre dem glade, uddyber han.
Wauw, udbryder Nicolaj på 21, som stadig har sit første kys til gode og derfor bliver noget imponeret over ordene ’mange gange’ og ’kysse dem for at gøre glade’. Det samme gør Joachim på 27 år, der er gruppens ældste. Han er lettere forvirret, da han troede at han skulle møde nogen som sig selv, og ikke nogen der ligefrem har prøvet at være ’konger i byen’, kysse og har fået tilbud osv. Den sidste, Mark på 25, er til gengæld rimelig nonchalant over Kaspers udmeldinger. – Jeg er sådan lidt imellem dig Kasper og Nicolaj. Jeg har såmænd også fået tilbud og har kysset og alt det der, men sex skal sgu betyde noget.
Gruppen får dermed hurtigt delt sig i to i mindre grupper: ’kongerne’ og ’de introverte’. Og her deler jeg altså Joachims undren en smule. For mens Joachim og Nicolaj pga. ekstrem nervøsitet dårligt kan sætte en enkel sætning sammen når de står overfor en pige, så virker det som om at Kasper og Mark egentlig bare har udskudt noget de såmænd allerede kunne have klaret ganske nemt.
De fire fyre skal i løbet af møderne give sig selv små opgaver til næste møde ugen efter. Joachim vil f.eks. gøre lidt ved sin datingprofil og blive mere udadvendt, Nicolajs plan er at få en kvindelig veninde og snakke med nogle piger i byen, Mark vil til at træne og vise lidt mere initiativ mens Kasper vil på nogle dates med nogle kvinder og herudover opsøge LGBT-miljøet i Århus. For Kasper lyder det umiddelbart som en overkommelig opgave at komme på en date, da hans Tinder-profil i afsnit t 1 afslører 94 matches.
I løbet af programmet står det efterhånden også klart, at Kaspers udfordring måske ikke har handlet så meget om det at møde nogen, mere end det har handlet hvem han ville møde. Således kan han i afsnit 5 nu afsløre, at han ikke længere er jomfru efter en god og lang date – med en fyr. Problem solved.
Programmet sætter som nævnt fingeren på et særdeles ømt emne, nemlig unge mænd, som frygter at dø ensomme. Uden at have knaldet. Det kan synes fjollet for mange, og fjollet for én selv, når mødommen omsider er røget i svinget, men ikke desto mindre er det indtil da vanvittigt frustrerende, nærmest et helvede. For hvem fanden gider at have sex med én, hvis man ikke engang ved, hvordan man kysser? Og hvad hvis man bliver 30 år eller 40 år og intet er sket endnu? Det vil jo kun blive sværere.
Jeg er i løbet af programmet naturligvis kommet til at tænke på filmen ’American Pie’ fra 1999, hvor fire amerikanske teenagere indgår en aftale om, at de skal miste mødommen før de færdiggør high school. Og det har producenterne måske også gjort. Men mens det hele endte ganske ok for de 4 fyre i filmen, er spørgsmålet om de 3 resterende er lige så heldige som Kasper. Måske hjælper det at have været på tv. Men et godt råd til især Nicolaj og Mark: Drop idéen om først at finde ægte kærlighed. Det kan tage årevis. Få det nu bare overstået, knald så et par stykker mere, find da en kæreste – og hvis I er heldige, ægte kærlighed.
Og nej for helvede, det føles ikke ’like warm apple pie’ som Chris ”Oz” Ostreicher påstår i filmen. Eller andre tærter for den sags skyld.
Programmet Jomfruernes Klub sendes onsdage kl. 21.30 på DR3